Forside Søg Sitemap English
Vækstcenteret

Vækstcenterpædagogikken

VÆKSTCENTERPÆDAGOGIKKEN

Introduktion til den pædagogik Vækstcenteret bygger på, skrevet af en af stedets mangeårige undervisere, Jens Erik Risom.

I 1983, i Vækstcenterets første år, beskrev Jes Bertelsen den menneskelige erkendelsesproces som havende to faser: selvudvikling og meditation. Det handler først og fremmest om at forsøge at komme i kontakt med, hvad der ligger af blokerede energier, hvad der ligger af erindringer og frustration, som ikke er integreret i helheden, sagde han i et tidligt interview.(1) Sideløbende med dette arbejde kan mennesket forsøge at komme i kontakt med dybere ressourcer i personlighed og energisystem: ”Som mange andre, der arbejder på denne måde, har jeg lagt mærke til, at mennesker kun bruger en meget ringe del af de muligheder og talenter og ressourcer, de egentlig har,” bemærkede han.

Det er samspillet mellem disse to trin – vanskeligheder og ressourcer – som muliggør erfaringen af helhed, integritet eller totalitet. Men det er værd at bemærke, at begge disse typer arbejde stadigvæk er fokuseret i den almindelige bevidsthed. ”Man behøver ikke at udvide den almindelige bevidsthed. Man er centreret i sit jeg og får dér kontakt med bagsiderne, ens skyggesider, ens blokeringer. Og så får man flere muligheder, der åbner sig perspektiver, som man også kan bruge og kanalisere ind i jeget.”

Den udviklingsmæssige del af en indre modnings- og erkendelsesproces har disse to sider i sig. Herfra kan der ske et kvantespring, når man begynder at inddrage meditation. Det er et arbejde på at få jeg-strukturen åbnet, ”således at man ikke er fanget af eller lukket i egoet, men at det begynder at løsne sig, så man ihvertfald partielt kan fungere ude af det.” En sådan træning, som er den specifikke meditative træning, arbejder på at få kontakt med en højere bevidsthed.

Denne beskrivelse svarer nærmest til en programerklæring for det, som senere er blevet kendt som vækstcenterpædagogikken. Efter 20 år er denne “selvudvikling med spirituel horisont” blevet et varemærke for Vækstcenteret. Det er et arbejde, som handler om at tilvejebringe selvindsigt og personlig afklaring, der kan befrugte det almindelige og det professionelle liv. Et stort spektrum af redskaber tages i brug i denne proces. Drømmetolkning, kropsbehandling, psykologisk afklaringsarbejde, chakraøvelser, åndedrætstræning, tantrisk fordybelse, meditative praktikker og socialt engagement er nogle af dem. Tilsammen danner disse arbejdsfelter en relativt velgennemprøvet rejserute, kropsligt og sjæleligt, i retning af et mere selvberoende og ressourcebetonet menneske.

Alt dette kan ses i skæret af et større perspektiv, nemlig en egentlig meditativ, spirituel praksis med udspring i dzogchen, en af de højeste meditationsveje inden for den tibetanske buddhisme. I 1989 skabte et møde mellem Jes Bertelsen og Tulku Urgyen Rinpoche mulighed for rodfæstelse af denne spirituelle tradition på vore breddegrader. Det var et møde, der blev skelsættende for både Vækstcenteret og for idéhistorikeren.

Oven på Vækstcenterets trinvise træning (blandt andet kurserne ”veje mod selvet”), som tog form i 1980’erne, fremspirede således fra 1990 og fremover konturerne af en egentlig spirituel praksis, ofte formidlet på retreat-internatkurser af kortere eller længere varighed, hvor grundskolen ikke var den klassiske buddhistiske, men en moderne “selvudvikling med spirituel horisont”, støttet af terapi og livsudfoldelse.

En hovedtese i den almene undervisning var at holde det usekteriske perspektiv i hævd. Alle skulle være velkomne, ingen skulle rettes ind efter en bestemt psykologisk eller religiøs lineal. Alle skulle frit kunne komme og gå. En anden hovedtese var, at udvikling for det moderne menneske må hvile på respekt for demokratiske styreformer, anerkendelse af lighed mellem kønnene og åbenhed over for en videnskabelig tilgang til det psykologiske og spirituelle arbejde. Samt at det kristne kulturgrundlag, som dybt har præget det vestlige sind, må respekteres og inddrages som en del af arbejdet. (2)

Et spektrum af discipliner
Som en integreret praksis rummer vækstcenterpædagogikken forskellige indre og ydre discipliner, som kan kombineres på forskellig vis, men hvis hovedområder alle er vigtige. For eksempel er det ikke optimalt at arbejde med meditation med mindre det kropslige eller følelsesmæssige aspekt også tilgodeses. Det er heller ikke smart at se bort fra drømmene eller andre kanaler med feedback fra det ubevidste. Hvordan kropstræningen, den sociale livsførelse eller drømmearbejdet konkret ser ud, er imidlertid en anden og mere individuelt betonet sag.

Der er tale om et spektrum af discipliner spændende fra det fysiske gennem energetiske og følelsesmæssige dimensioner til selve bevidsthedsarbejdet. Den basale selvudvikling – personlighedens modning – kan kortlægges gennem fire forskellige indfaldsvinkler, som er indbyrdes forbundne og overlappende.

Først og fremmest er der arbejdet med drømmekanalen, terapeutisk afklaring og andre kilder til selvkendskab, herunder brug af chakramodellen, til at få indblik i stærke og svage sider og graden af balance i personlighed og energisystem.

Dernæst er der arbejdet med kroppen, med intensitet og vibration, afspænding og kropsbevidsthed. Ekspressiv træning og bevidstgørelse af lyst og seksualitet er også en del af denne indfaldsvinkel.

Så er der arbejdet med hjertets forfinede følelser, herunder mødet med dets dybere behov, længsler og sårbarheder. Healing og åben bøn og medfølelse kan indgå som et led i udforskningen af hjertets muligheder.

Endelig er der den meditative fordybelse, gennem indre øvelser, stilhed, nærværstræning og vidnepraksis, for nogle med fokus på en regelmæssig indre disciplin.

Disse fire indfaldsvinkler er ikke særegne for vækstcenterpædagogikken. I forskellige udformninger kan de helt eller delvist mødes mange andre steder, hvor der er fokus på psykologisk og udviklingsmæssig nytænkning. Det specielle er, at de indgår i den specifikke udviklingsvej, som de første tyve år af Vækstcenterets historie har tegnet. Da Jes Bertelsen mødte Tulku Urgyen Rinpoche fremgik det, at lige netop denne form for basistræning virkede adækvat for afsættet mod højere meditation. Det var ikke blot selvudvikling, men selvudvikling som en spirituel grundskoling. Et integreret element i dette basisarbejde var åbenheden over for den kristne mystik, eksemplificeret gennem en række bøger og kurser og senere en gruppe mænds pilgrimsrejse til Athos- halvøen, et sæde for den levende, esoteriske kristendom. (3)

Der er således to trin i vækstcenterpædagogikken. Trin 1 – selvudvikling med spirituel horisont – handler om at stimulere udviklingen af en mere balanceret og selvberoende personlighed med kontakt til egne ressourcer og et engagement i den større helhed, den er en del af. Trin 2 – den egentlig spirituelle praksis – handler om at vågne i hjertet til medfølelse og i bevidstheden til højere erkendelse. Trin 1 er en åben vej, men kan også fungere som grundlag og afsæt for trin 2.

Jes Bertelsens forfatterskab er en langstrakt manual for denne samlede vækstcenterpædagogik. Bøger som for eksempel Dybdepsykologi 1-4, Drømme, chakrasymboler og meditation og Selvets virkelighed refererer mere direkte til en selvudviklingsproces med spirituel horisont. Højere bevidsthed, Nuets himmel, Bevidsthedens inderste og Dzogchenpraksis handler om vejen gennem bevidsthedens indre planer og en praksis hinsides jegets virkelighed. To bøger om den kristne impuls, Kristusprocessen og Hjertebøn og ikonmystik sætter pædagogikken i relation til den indre og praksisbetonede del af den kristne tradition. To andre, Kvantespring og Indre tantra, handler om kærlighedslivets forvandlingsmuligheder og esoteriske betydning.

Alt i alt udgør disse værker, sammen med enkelte andre, et samlet bud på en moderne udviklingsvej med forankring i et højere perspektiv.

Forudsætninger for intensiv meditation
Skal arbejdet med selvudvikling kunne fungere som basis for den intensive undervisning i trin 2, er der nogle forudsætninger. Det er således nødvendigt med en god jegudfoldelse, herunder at man evner at leve et intensivt og tilfredsstillende arbejds- og kærlighedsliv. Det er normalt også nødvendigt at have været igennem en dybere terapeutisk proces og have trænet basale terapeutiske redskaber (for eksempel jordforbindelse, centrering og kontakt). Endelig skal man have en disciplineret øvelsespraksis, samt et ekstensivt kendskab til selvudviklingsdimensionen, for eksempel gennem ovenstående fire indfaldsvinkler.

En hjørnesten i vækstcenterpædagogikken er den indre praksis, det vil sige, at man konkret og regelmæssigt arbejder med forskellige indre øvelser, stilhed, bøn og meditation. En daglig praksis på en time eller mere synes sammen med retreatfordybelse at være en forudsætning for en egentlig spirituel proces.
Det lyder som en stor mundfuld. Erfaringerne siger da også, at det normalt kræver mange års omhyggelig og dedikeret træning og selvkonfrontation, før personligheden er modnet i en sådan grad, at de dybere bevidsthedsinstruktioner giver reel mening. Så man kommer ikke til dzogchen på et weekend-kursus, selv om alle i princippet skulle kunne genkende sindets natur gennem en enkel instruktion. Paradokset er, at omhyggelig træning og forberedelse er nødvendigt for at den praktiserende kan opdage den iboende, spirituelle intelligens, som alle mennesker er fælles om.

I et af Vækstcenterets kursusprogrammer antyder Jes Bertelsens udgangspunktet således: ”Prøv engang at mærke lettelsen ved denne idé: Man behøver ikke lave sig om, forbedre sig, udvikle sig, gøre sig umage og lære. Man kan allerede. Man er ikke forkert. Man skal ikke noget andet sted hen. Man er der allerede. Denne følelse af lettelse, som de fleste kan opleve, hvis de tør tillade sig det, er selvfølgelig ikke den fuldtvågne, inderste nonduale bevidsthedsdimension. Men den er en vejviser.”(5)

Rodfæstelse af syn, praksis og etik
Nu hænger disse ideer og formidlingen af dem ikke just i luften og svæver. De har siden Vækstcenterets grundlæggelse været forsøgt rodfæstet i en konkret virkelighed. Dels gennem en omfattende kursusaktivitet, hvor omkring tusind mennesker regelmæssigt gennem årene har søgt inspiration gennem kursusforløb og længerevarende tilbagetrækning (retreat) med fokus på selvudforskning og en mere intensiv praksis. Dels ved selve Vækstcenterets eksempel, hvor en gruppe fastboende i mere end tyve år dagligt selv har forsøgt at gøre nogle af ideerne til virkelighed.

Dette er sket ved både at passe stedet på idealistisk, ulønnet vis, gennem den fælles praksisform og gennem interesse for vækstmuligheden i de sociale sampil, der ikke altid er ukomplicerede. Terapi har for de fleste i en periode været brugt til at kaste lys på gamle mønstre og mere barnlige sider af personlighed og adfærd. Da Tara Bennet- Goleman, forfatter af Følelsernes alkymi og selv elev af Tulku Urgyen Rinpoche, var på besøg på Vækstcenteret bemærkede hun, at så vidt hun vidste, var der ingen andre steder, hvor en så stor gruppe praktiserende i dybere forstand havde integreret den spirituelle dimension med en terapeutisk bearbejdning. Ikke at terapi er svar på alting. Men det er værktøjer, som også for moderne, ikke specielt neurotiske mennesker kan være hjælpsomme på såvel kort som langt sigt.

I de gamle skoler talte man om syn, praksis og etik. Synet er perspektivet, visionen. Det at vågne op for eksempel. At gennemskue den knude, liv og død har bundet i menneskesindet. Praksis er den konkrete vej man går, metoderne til balancering og opvågnen. Etikken er selve grundmotivet og den adfærd, som synet og praksis skal udmunde i. Det er ikke den letteste del. Som Jes Bertelsen allerede i 1988 skrev i Selvets virkelighed: “Den vanskeligste forhindring synes at være det etiske niveau. Livet i jeget og i verden kræver ikke så meget med hensyn til etik. Men udfoldelsen af selvet kræver en særdeles høj grad af etisk gennemsigtighed i personligheden.” (6) Medfølelse er et stort ord. Venlighed og nærvær måske lettere indimellem at være i kontakt med. Men “hvis ikke meditationen er motiveret af medfølelse, kan den aldrig blive spirituel,” hedder en anvisning. (7)

At udvise ægte venlighed og medfølelse i omgang med andre er umiddelbart et kriterium for at ens praksis har nået en vis dybde. Her bliver spirituel fordybelse til en kunst i livet: “Livskunst opstår, når det højeste – guddommelige – perspektiv udtrykkes og forbindes med de konkrete eksistentielle og dagligdags detaljer. Det er i nænsomheden og ’tilstedeværelsen’ i omgangen og mødet med mennesker, at dzogchenperspektivet skal bevise sin ægthed.”(8)

Tyve års erfaring
På tyve år er der gjort mange erfaringer. Både individuelle og kollektive. Nogle rigtig gode, andre smertefulde, og andre igen “forklædte velsignelser”. Der mangler endnu at blive lavet mere videnskabeligt orienterede undersøgelser af vækstcenterpædagogikkens betydning for ændringer i oplevelsen af livskvalitet, udvikling af nye værdisæt og fysisk-kropslige forandringer. Det kunne være interessant, hvis nogle videnskabeligt indstillede mennesker ville påtage sig at lave undersøgelser, som man andre steder har foretaget af lignende træningssystemer. (9) Et første initiativ er taget af bevidsthedsforskere fra Århus Universitet, som er i gang med at undersøge, om de meditative processer kan registreres gennem hjerneskanninger. Et andet tiltag er arbejdet med hjertekohærens med inspiration fra Heart-Math Institute, hvor simple biofeedbackprogrammer reflekterer graden af harmonisk fordybelse.

En udfordring i forhold til vækstcenterpædagogikken er formidlingen til den omgivende, bredere kultur. Ikke lokalsamfundet som normalt er venligt indstillet, men toneangivende kræfter i Danmark og Norden inden for videnkab, psykologi, teologi, kulturliv og almen offentlighed. Et projekt som Vækstcenteret kan smage af sekt, af new age, af vildfarelse. Og hvad er mystik i øvrigt, bortset fra at det er noget mystisk noget, som intet har at gøre med vores rationelle, videnskabeligt indstillede tidsalder? Sådanne indvendinger er relevante og bør tages alvorligt.
Samtidig bunder uvisheden måske også i noget helt andet, nemlig, at den protestantiske kultur er meget langt fra sine oprindelige, kristne rødder, hvor en levende praksis var en integreret del af det religiøse liv. “Ganske særligt i Norden og dermed i Danmark har spirituel træning i de sidste fem-seks hundrede år været absolut udelukket fra de kulturelle hovedstrømninger på grund af reformationens afvisning af den kristne mystik,” konstaterer Jes Bertelsen og fortsætter: “Det er derfor ikke mærkeligt, at spirituel praksis og det revolutionerende og provokerende bevidsthedssyn i Norden og dermed også i Danmark har temmelig vanskelige kår – selv sammenlignet med andre steder i den vestlige kultursfære.” (10)

Denne analyse peger på, hvad der måske er vilkårets besværlige side. Der, hvor vi i et sekulariseret, blødt protestantisk og udbredt humaniseret samfund måske har et fortrin frem for så mange andre, er i selve åbenheden, i det udogmatiske. Videnskabens relativering af den blinde tro har muliggjort en humanistisk bredde, hvor næstekærlighed ikke kun er noget, man hører om i kirken eller oplever i et syn. Den er almengjort gennem love og forordninger, menneskerettigheder og sociale sikkerhedsnet.

Sådanne værdier er i de moderne velfærdssamfund efterhånden så udbredte, at der kan ske et spring til holdninger og handlinger, som strækker sig langt ud over den enkelte og dennes bulne storetå og forkærligheder. Det er de kollektive forandringsprocesser og andre menneskers behov, det er planeten som helhed, som er med til at sætte dagsordenen for livsperspektiv og tilværelsesvalg. Ikke som idealisme eller kompensative trosforestillinger, men som en indsigt, der fødes ud af et reelt overskud.

Amerikanske forskere i værdisættenes globale udvikling peger på Skandinavien som en region, hvor disse nye holdninger og værdier har mulighed for at spire frem. (11) Dette kunne være en af grundene til, at vækstcenterpædagogikken efterhånden kan henvise til mere end tyve års praktisk erfaring med at forsøge at føre ideerne ud i livet.

NOTER
(1) Citeret fra tidsskriftet Det ukendte, 1984.
(2) Jes Bertelsen: Dzogchenpraksis som bevidsthedsvidde s. 19.
(3) Beskrevet i Jes Bertelsen: Hjertebøn og ikonmystik.
(4) Tulku Urgyen Rinpoche: Blazing Splendor.
(5) Vækstcenterets efterårsprogram 2005.
(6) Jes Bertelsen: Selvets virkelighed, s. 20.
(7) Jes Bertelsen: Drømme, chakrasymboler og meditation.
(8) Jes Bertelsen: Dzogchenpraksis som bevidsthedsvidde s. 122.
(9) Se for eksempel George Leonard & Michael Murphy: The Life We Are Given s. 207.
(10) Jes Bertelsen: Dzogchenpraksis som bevidsthedsvidde s. 18.
(11) Don Beck i et interview ”Transforming the Nordic Region”, Nordic Integral Education (pdf-fil).

Denne artikel er skrevet af Jens Erik Risom i 2006.

Søg Sitemap English
Rørbækvej 10, DK-8766 Nørre Snede     Tlf +45 7577 1617     kontoret@vaekstcenteret.dk