Forside Søg Sitemap English
Vækstcenteret

UDFORSKNING AF NÆRVÆRETS RESSOURCER

videregående træning i mindfulness meditation
Dette forløb over to gange sigter mod en fordybet forståelse af mindfulness gennem undervisning og intensiv træning i meditation, samt kropsarbejde og dialog.

Mindfulness er en forunderlig kapacitet ved den menneskelige bevidsthed. Nærmere bestemt kan mindfulness beskrives som den bevidsthedskvalitet, der opstår og folder sig ud, når opmærksomheden lejres i en neutral iagttagelse af de indtryk og impulser, der spontant og kreativt manifesterer sig i nuet.

Dette åbne bevidste nærvær er en direkte vej til intimitet med livet. Det er en evne, der kan trænes gennem meditativ praksis, og som på sigt kan blive en robust modvægt til vanepræget diskursiv tænkning. Når mindfulness stabiliseres og fordybes kan det være med til at afdække essentielle menneskelige kvaliteter og ressourcer, som klarhed, dybere forståelse (indsigt), venlighed, tålmodighed, glæde, tillid og meningsfylde - også når livet er svært.

Meditation fordyber sig, når hjerterum og bevidst nærvær giver plads for det som er og viser sig. Tendensen til at sprogliggøre og evaluere klinger roligt af. Stilhed og væren fordyber sig af sig selv.

Gennem dette kursusforløb vil vi sammen undersøge realiteten i denne mulighed for at skabe hjerterum og plads til en udforskning og fordybelse af nærværets ressourcer, som noget der kan berige den meditative praksis og ikke mindst ens liv og arbejde.

Vi tager udgangspunkt i pentagrammet - fem naturlige medfødte kompetencer - og sætter det i relation til det klassiske grundlag for træningen af bevidst nærvær - med en detaljeret gennemgang og ikke mindst praktisk anvendelse af de fire fundamenter for mindfulness.

Deltagelse forudsætter en regelmæssig mindfulness meditationspraksis.

I tillæg til de faste undervisningstidspunkter er aftenmeditation i Store sal en obligatorisk del af dette kursusforløb. Mellem de to kursusgange inviteres den enkelte deltager til at intensivere sin daglige meditationspraksis.

Skriv venligst et par linjer om din baggrund for at søge kurset. Herunder tidligere erfaring med træning af mindfulness.

Kurset starter torsdag aften kl. 19.30 og slutter søndag kl. 14.00 efter frokost.

Pris: DKK 5.100 / Studiepris: DKK 3.200     (Pris pr delkursus 2.550 / 1.600)
Forplejning: DKK 660
Dato: 06-06-2019 kl. 19:30 - 09-06-2019 kl. 14:00
Sted: Vækstcenteret, Gule sal
Underviser: Jacob Piet

Dato: 19-09-2019 kl. 19:30 - 22-09-2019 kl. 14:00
Sted: Vækstcenteret, Gule sal
Underviser: Jacob Piet

UNDERVISERE
Jacob Piet
Psykolog, ph.d.
Ansat ved Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet.
Certificeret underviser i MBSR, uddannet af Jon Kabat-Zinn og Saki Santorelli.
I træning hos Jes Bertelsen siden 2005, bor i tilknytning til Vækstcenteret.



 
Søg Sitemap English
Rørbækvej 10, DK-8766 Nørre Snede     Tlf +45 7577 1617     kontoret@vaekstcenteret.dk