Forside Søg Sitemap English
Vækstcenteret

UNDERVISNINGEN

På Vækstcenteret tilbydes kurser i selvudvikling og bevidsthedstræning - det grundlæggende meditative arbejde. Disse kurser varetages af en kreds af faste undervisere og gæstelærere.

Den videregående spirituelle træning forestås af Jes Bertelsen. I sin undervisning går han ud fra en syntese mellem østlig og vestlig spirituel viden og praksis, set i lyset af moderne psykologisk og filosofisk tænkning.

De faste underviseres og gæstelærernes undervisning handler om at stimulere den personlige udviklings- og afklaringsproces. Menneskelig modning ses som en nødvendig ressource i en verden kendetegnet dels af store krav om tilpasning, effektivitet og kreativitet, dels af globale kriser.

Kurserne i personlig udvikling, kropsbevidsthed, tantriske arbejdsmåder, meditativ nærværstræning, ledelse med hjertet og kreativitet har som grundklang forbindelsen mellem det daglige liv og en spirituel dimension. Paletten af undervisningstilbud kan man bruge som inspiration i sin personlige tilværelse og i sit arbejdsliv. Den kan også fungere som basis for træning i meditation og en egentlig spirituel fordybelse. Oversigt over aktuelle kurser.

Denne form for selvudvikling med spirituel horisont er en moderne udgave af den grundskoling, som kendes fra de klassiske spirituelle traditioner. Den grundlæggende undervisning handler således om personlig modning og selverkendelse til brug i det personlige liv og i ens arbejdsfelt. På denne basis kan udfoldes en mere eksakt spirituel træning for særligt interesserede.

Den intensive, spirituelle træning indebærer både udvikling af bevidstheden og modning af hjertet. Det er en vej, som kræver en høj grad af jordforbindelse, centrering og balance.

I Vækstcenterets regi er der vedvarende blevet arbejdet med at bygge bro mellem de gamle traditioners spirituelle praktikker og det moderne menneskes virkelighed, bl.a. baseret på en videnskabelig grundindstilling og lydhørhed over for det kristne kulturgrundlag. Med Jes Bertelsens ord: ”Der er meget illusion i at overtage et middelalderligt, feudalt systems ritualer; selve kernen i de store spirituelle skoler er den almene spirituelle intelligens, fri af kultur og tidsnormer. Opgaven er at formidle denne kerne, så et vestligt moderne menneske kan forstå den og bruge den uden at gå på kompromis med den sunde fornuft.”

Vækstcenteret er udtryk for en bestræbelse, som bygger på en stor sum af kollektive og individuelle erfaringer. I tre årtier har det vist en række eksempler på bæredygtige synteser mellem de enkelte fastboendes faglighed og den spirituelt-eksistentielle inspiration fra Vækstcenteret.

Søg Sitemap English
Rørbækvej 10, DK-8766 Nørre Snede     Tlf +45 7577 1617     kontoret@vaekstcenteret.dk