UNDERVISNING

Vækstcenterets undervisere og gæsteundervisere tilbyder kurser i selvudvikling og bevidsthedstræning - det grundlæggende arbejde.

Fælles for de faste undervisere er, at de har valgt at bosætte sig på Vækstcenteret. Dermed får deres undervisning en kvalitet af eksistentiel erfaring og afprøvning. Undervisningen bygger bl.a. på årelang træning i kropslig bevidsthed og arbejde med energetisk, emotionel og psykisk balance.

Med dette som klangbund underviser stedets undervisere ud fra hver deres erfaring og spidskompetence.

Der undervises således ud fra eksistentiel selvudvikling med spirituel horisont. Dette er en moderne udgave af den grundskoling, som kendes fra de klassiske spirituelle traditioner. Den grundlæggende træning og kurserne på dette niveau har en almen karakter, og derfra kan man gå videre ad mange veje.

På den basis kan udfoldes en mere eksakt spirituel undervisning for særligt interesserede. Denne videregående spirituelle undervisning forestås af Jes Bertelsen, hvis tibetanske lærer, Tulku Urgyen, i 1989 gav ham bemyndigelse til at undervise i dzogchen ud fra sin egen tid og vestlige baggrund.

Jes Bertelsen varetager undervisningen i den videregående meditation og dzogchen på Vækstcenteret og på retreatstedet ved Limfjorden. Han afholder eget retreat frem til sommer 2012. Herefter genoptager han undervisning, som man kan melde sig til.
Se herfor kursusprogrammet for foråret 2012.

AT VÆRE SIG SELV

"Når da alt er blevet stille omkring en, højtideligt som en stjerneklar nat, når sjælen bliver ene i den hele verden, da viser sig lige overfor den et ikke et udmærket menneske, men den evigt magt selv, da skiller himlen sig ligesom ad, og jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv.
Da har sjælen set det højeste, hvad intet dødeligt øje kan se, og som aldrig kan glemmes, da modtager personligheden det ridderslag, der adler den for en evighed. Han bliver ikke en anden end den han var før, men han bliver sig selv; bevidstheden slutter sig sammen, og han er sig selv."

Søren Kierkegaard: Enten – Eller