DE FASTBOENDE



Muligheden for at få et almindeligt liv og spirituel praksis til at hænge sammen definerer Vækstcenteret som et slags moderne åbent lægkloster. Denne sammenhæng mellem eksistens, menneskelig vækst og spirituel praksis har gennem årene motiveret mennesker til at blive fastboende. 

De fastboende bor i egne huse i byen eller på Centeret. De fleste voksne har arbejde uden for stedet, og alle har deres egen økonomi. Alle fastboende involverer sig fysisk og eksistentielt med ledelse, opbygning, vedligehold, madlavning, rengøring, markarbejde, parkarbejde, administration og for nogle fås vedkommende undervisning. Hertil kommer den indsats det er at træne meditation fra én op til tre-fire timer om dagen.

De fastboende prøver at leve i en samklang mellem liv, hjerte og bevidsthed. De går også på arbejde, passer deres hjem og familie og træner meditation; et liv rettet mod at forbinde fællesskab og fordybelse, forenkling og frodighed.

Parallelt med den indre fordybelse og brug af traditionelle meditations- og bønsformer er et vigtigt grundlag for livet her respekten for de vestlige værdier. Det giver sig blandt andet udtryk i demokratiske ledelsesformer i organisationen, ligesom der tilstræbes en ligelig repræsentation mellem mænd og kvinder. De fælles meditationer foregår i Store Sal. De fastboende har bygget laden om, lagt gulvet og skabt og bygget kuplen, som nu hvælver sig over det rum, der er blevet Vækstcenterets centrum og hjerte.

Som lærested har Vækstcenteret  en kursistkreds på omkring tusind mennesker. Mennesker kommer her på grund af undervisningen og fordi de oplever inspiration og glæde ved at være på Vækstcenteret. Der er blevet mediteret i salen hver dag året rundt siden 1982.

 

 

 

 





Frameld