UNDERVISNINGEN



På Vækstcenteret tilbydes kurser i selvudvikling og bevidsthedstræning. Kurser i almen selvudvikling og grundlæggende meditativt arbejde varetages af en kreds af faste undervisere og gæstelærere. Den videregående spirituelle træning forestås af Jes Bertelsen. I sin undervisning søger han en syntese mellem østlig og vestlig spirituel viden og praksis, set i lyset af moderne psykologisk og filosofisk tænkning.

Den grundlæggende undervisning handler om personlig modning og selverkendelse. På denne basis kan udfoldes en mere eksakt spirituel træning for særligt interesserede.

Selvudvikling handler om at stimulere den personlige udviklings- og afklaringsproces.  Menneskelig modning som en ressource i en verden kendetegnet af store krav om tilpasning, effektivitet og kreativitet.

Vækstcenteret tilbyder kurser i personlig udvikling, kropsbevidsthed, tantriske arbejdsmåder, meditativ nærværstræning og forbindelsen mellem det daglige liv og en spirituel dimension. Denne palet af undervisningstilbud kan kursister bruge som inspiration i deres personlige tilværelse og arbejdsliv. Den kan også fungere som basis for træning i meditation og en egentlig spirituel fordybelse. Denne form for selvudvikling med spirituel horisont er en moderne udgave af den grundskoling, som kendes fra de klassiske spirituelle traditioner.

Den intensive, spirituelle træning indebærer både udvikling af bevidstheden og modning af hjertet. Det er en vej, som kræver en høj grad af jordforbindelse, centrering og balance. Jes Bertelsens forfatterskab er samlet set en beskrivelse af denne pædagogik, der retter sig mod menneskets højere potentialer. Han foretog i 1989 en rejse til Himalaya, hvor han mødte den tibetanske lærer Tulku Urgyen. Det blev begyndelsen på en intensiv læreproces, der med tiden blandt fastboende og kursister har stimuleret interessen for den egentlige meditative praksis.

I Vækstcenterets regi er der vedvarende blevet arbejdet med at bygge bro mellem de gamle traditioners spirituelle praktikker og det moderne menneskes virkelighed, baseret på en videnskabelig grundindstilling og lydhørhed over for det kristne kulturgrundlag. Med Jes Bertelsens ord: ”Der er meget illusion i at overtage et middelalderligt, feudalt systems ritualer; selve kernen i de store spirtuelle skoler er den almene spirituelle intelligens, fri af kultur og tidsnormer. Opgaven er at formidle denne kerne, så et vestligt moderne menneske kan forstå den og bruge den uden at gå på kompromis med den sunde fornuft.”

Jes Bertelsen har i programmet Eksistens på DR’s P1 givet en let tilgængelig introduktion til sin tænkning og sit arbejde. Programmet kan høres via DR’s website.

Vækstcenteret er udtryk for en bestræbelse, som bygger på en stor sum af kollektive og individuelle erfaringer. De første to årtier har vist en række eksempler på bæredygtige synteser mellem de enkelte fastboendes faglighed og den spirituelt-eksistentielle inspiration fra Vækstcenteret.

Vækstcentergruppen rummer mennesker med mange forskellige, professionelle baggrunde. Centerets faste undervisere omfatter for tiden følgende:

Jes Bertelsen, dr. phil.
Erik Elnegaard, cand. psych.
Neel Fasting, cand. mag.
Helen Gamborg, udviklingslærer
Hannah Jakobsen, kropsterapeut
Jens-Erik Risom, BA, forfatter
Michael Stubberup, cand. mag.
Lisbet Waagner, kropsbehandler (orlov)
Marianne Walther, kropsbehandler





Frameld